Project poltergeist
The Chamber
Prag
I forbindelse med opbygningen af et nyt escape room støder byggeholdet på nogle hidtil ukendte rum i kælderen. Nysgerrigheden tager naturligvis over, og man vil gerne undersøge, hvad der gemmer sig bag den udgravede passage. Heldigvis har byggeholdet kontaktet nogle urban explorers, som kan undersøge rummene nærmere. Jeres opgave bliver at finde beviser på, hvad der er foregået derinde.
Historien er gennemført, og oplevelsen begynder allerede ved den første kontakt med gamemasteren. Man bliver hurtigt trukket ind i fortællingen, og det føles som om, man er en del af en situation, der er i gang, frem for blot at få en introduktion til et escape room.
Byggelederen kan desværre ikke følge med ind gennem den udgravede passage, da han har glemt sine sikkerhedssko. I bliver derfor udstyret med en lygte og en walkie-talkie, inden I selv kravler gennem åbningen for at undersøge de ukendte rum. Det er en fin måde at få startet oplevelsen på, hvor man fra begyndelsen bliver en aktiv del af historien.
Stemningen i rummet er dunkel og veludført. Selvom der er mørkt, er det ikke et problem at orientere sig, da alle har deres egen lygte. Det giver samtidig en god balance mellem at kunne undersøge omgivelserne og aldrig helt vide, hvad der gemmer sig lige uden for lyskeglen.
Visuelt er rummet utroligt velbygget. Der har været filmfolk involveret i opbygningen, og det kan tydeligt ses på detaljegraden og på, hvor gennemført omgivelserne fremstår. Det føles som et virkeligt, forladt anlæg snarere end en kulisse bygget til et escape room. Det eneste, der for alvor skiller sig ud fra settingen, er de grønne nærkontakter, som dog er nødvendige af sikkerhedshensyn.
Lys og lyd spiller en stor rolle i oplevelsen, og begge dele er integreret rigtig godt i rummet. Sammen med de øvrige effekter er det med til at skabe en konstant følelse af uro. Man ved aldrig helt, hvornår der sker noget, og det betyder, at man hele tiden er opmærksom på sine omgivelser.
Gåderne er ikke specielt svære, men det fungerer fint i denne type rum. Man bruger en del af sin opmærksomhed på at holde øje med, hvad der sker omkring en, og derfor er det heller ikke nødvendigt, at gåderne i sig selv er særligt komplicerede. De passer samtidig rigtig godt ind i historien og er flot designet. Enkelte elementer bærer præg af at være lidt slidte, men når man tager rummets setting i betragtning – et anlæg, der ifølge historien har været lukket i 40 år – passer det egentlig meget godt ind. Det vigtigste er, at tingene fungerer, som de skal.
Som titlen antyder, er Project Poltergeist ikke et rum for sarte sjæle. Scarefaktoren er i den høje ende, og kombinationen af lys, lyd og effekter holder pulsen oppe gennem hele oplevelsen. Man bliver hurtigt nervøs for at stå for tæt på døre og vinduer, fordi man aldrig ved, hvad der kan dukke op i mørket. Det er især den konstante forventning om, at noget kan ske, der gør oplevelsen effektiv.
Samlet set er Project Poltergeist en meget gennemført horroroplevelse, hvor design, historie og effekter går op i en højere enhed. Gåderne er til den lettere side, men det gør ikke så meget, når omgivelserne og scarefaktoren hele tiden holder én på tæerne. Kombinationen gør, at både nye og erfarne escape room-spillere kan være godt underholdt, selvom det primært er spændingen og uhyggen, der driver oplevelsen frem.

Sværhedsgrad 🌰🌰🌰
Design 🌰🌰🌰🌰🌰
Scarefactor 🌰🌰🌰🌰🌰
Underholdning vs pris 🌰🌰🌰🌰🌰
Har du selv prøvet dette rum, hvordan ville du så bedømme det?
Recent Comments