Magic Mirrors
Tid: 50:31
Mindmaze.cz
Prag
I Magic Mirrors træder man ind i en magisk verden, hvor man skal hjælpe en mægtig magiker med at samle en ødelagt amulet. Amuletten har tidligere haft enorme kræfter, men blev delt i to under en konflikt mellem to magikere. Nu er det op til jer at finde den manglende del og samle amuletten igen.
Settingen er flot og veldesignet, og de ting, man møder i rummet, passer generelt rigtig godt ind i universet. Rekvisitterne er gennemarbejdede og føles som en naturlig del af rummet frem for blot at være laminerede papirer eller andre ting, der kunne være placeret hvor som helst. En mindre detalje, vi dog bed mærke i, var, at nogle af bøgerne var skruet sammen, hvilket var lidt ærgerligt, da det bryder lidt med illusionen.
Rummet er forholdsvis lineært opbygget, men der er hele tiden mange ting at kigge på og undersøge undervejs. Man har derfor stadig en følelse af at have noget at lave, selvom gåderne skal løses i en bestemt rækkefølge.
Gådemæssigt er Magic Mirrors et såkaldt 4. generationsrum, hvor traditionelle låse næsten er helt fraværende. I stedet er der fokus på mere tekniske og magiske mekanismer, hvilket passer rigtig godt til temaet og giver en anden type oplevelse end et klassisk escape room med hængelåse og koder.
Afslutningen, hvor man samler amuletten, er flot lavet og fungerer godt som afslutning på spillet. Det giver en fin følelse af, at man rent faktisk fuldfører den mission, man er sendt ind for at løse.
Vi synes dog, at introvideoen godt kunne undværes. Gamemasteren havde allerede givet en introduktion til rummet, og derfor føltes videoen lidt overflødig i forhold til selve oplevelsen.
Pladsmæssigt kan man godt være 3-4 personer i rummet, men vi vil anbefale 2-3 spillere. Der er en del at undersøge, men i forhold til både pladsen og måden gåderne er bygget op på, kan man som større gruppe hurtigt komme til at stå lidt på ryggen af hinanden. Rummet er desuden en smule mørkt og dunkelt, men der er ikke noget skræmmende ved det. MindMaze anbefaler det selv som et familierum, og det er også vores vurdering, at det vil kunne fungere fint for familier med børn.
Samlet set er Magic Mirrors et flot og gennemført escape room, hvor design og setting er blandt de stærkeste elementer. Den lineære opbygning trækker lidt ned i forhold til muligheden for at arbejde flere steder på én gang, men der er stadig rigeligt at undersøge undervejs. De mere moderne mekanismer passer rigtig godt til det magiske tema, og afslutningen med amuletten giver en fin afrunding på oplevelsen.

Sværhedsgrad 🌰🌰🌰
Design 🌰🌰🌰🌰
Scarefactor
Underholdning vs. pris 🌰🌰🌰🌰
Har du selv prøvet dette rum, hvordan ville du så bedømme det?
Recent Comments