Tid: 30 min og 52 sek
Clockedin.dk
København

En verdenskendt arkæolog er forsvundet, men på hans lager har han efterladt sit mest fantastiske fund: fem mytiske runesten, som ifølge legenden giver visdom og evigt liv. Dem skal I naturligvis have fingrene i, men det er ikke bare at gå ind og hente dem. Runestenene er godt gemt, og lageret er beskyttet af et avanceret sikkerhedssystem. Når først systemet aktiveres, har I en time til at finde alle fem runesten og komme ud, inden lageret selvdestruerer.

Rummet er et forholdsvis klassisk escape room med en meget lineær opbygning. Man arbejder sig gennem gåderne én efter én, og der er derfor ikke specielt meget at arbejde med på samme tid. Det betyder også, at man som større gruppe hurtigt kan komme til at stå lidt på skuldrene af hinanden. Vi vil derfor anbefale 2-3 personer, selvom rummet kan spilles af flere.

Gåderne er forholdsvis simple, og vi oplevede ikke noget, der for alvor gav os problemer. På flere af låsene er der direkte hints til hvilke gåder der skal bruges for at kunne åbne dem – vi vurderer derfor at rummet er meget begyndervenligt.

Rummet er flot lavet, med mange virkelighedstro rekvisitter. Mange af rekvisitterne, statuer og andre elementer er fastgjort, så man ikke ender med at bruge tid på at undersøge ting, som ikke skal bruges. Det gør det meget tydeligt, at de ting man faktisk kan flytte på, er relevante for spillet. Det er en simpel detalje, men den er med til at holde fokus på gåderne.

Der er ikke noget skræmmende ved rummet, og det kan derfor også være en mulighed for familier med større børn eller andre, der gerne vil prøve escape room-genren uden horror-elementer.

Samlet set er Det Hemmelige Lagerrum et fint og tilgængeligt begynderum. Det virker som om, der er gjort en del for at skabe en oplevelse, hvor man rent faktisk kommer igennem rummet, også hvis man ikke har den store erfaring med escape rooms. For erfarne spillere vil sværhedsgraden dog være i den meget lette ende, og den lineære opbygning betyder samtidig, at man hurtigt kan få problemer med pladsen, hvis man er for mange.

Hvis man er ny i genren, er rummet derfor et fint sted at starte. Og med placeringen på Brolæggerstræde er det også oplagt at kombinere med en tur i Indre By, eksempelvis inden man skal ud at spise.

Sværhedsgrad 🌰🌰
Design 🌰🌰🌰
Scarefactor 
Underholdning vs pris 🌰🌰🌰

Har du selv prøvet dette rum, hvordan ville du så bedømme det?

Sending
User Review
0 (0 votes)